1960 Ferrari 250 GT 2+2

250 GT 2 + 2 var den første firesædet Ferrari, der blev produceret i stor skala. Den havde en Tipo 250 3-liters V12 med en enkelt overliggende knastaksel , der blev bygget 957 stk. Denne model havde 4-trins gearkasse med overdrive. Pininfarina-karosseriet kombinerede resultaterne fra de seneste studier om aerodynamik med ekstremt elegante linjer. De sidste halvtreds biler (den sidste bil forlod fabrikken i slutningen af ​​1963) var udstyret med en 4-liters V12-motor fra 330 Amerika. Den ekstra effekt fra denne motor gjorde det muligt at tilføje tilbehør som klimaanlæg, men eksternt var 4-liters bilerne identiske med 250 GT 2 + 2. 250 GT 2 + 2 Coupé var usædvanlig, idet den i stedet for først at blive præsenteret på en af ​​de store saloner debuterede som føljebil til Le Mans 24 timer i juni 1960. Selvom der var blevet lavet 2 + 2 Ferrari-modeller i de tidlige halvtredsere, var bagsædet på disse biler i praksis kun egnet til små børn eller voksne til meget korte ture på grund af den begrænsede benplads. 250 GTE var den første Ferrari med rimelig plads til fire sæder og fortjente 2 + 2-betegnelsen. Eksemplaret, der blev brugt på Le Mans, var en af ​​prototyperne, der havde mindre forskelle i forhold til den endelige version, der blev præsenteret på Paris-salon i oktober samme år. Det mest indlysende af disse var en mangel på kølergitteret på siden af forskærmen, som var en detalje ved produktions versionen. Prototyperne af serien havde også små ovale sidelys lavt i forkanten af ​​forskærmene, hvorimod alle, undtagen de meget tidlige produktionsbiler, havde dråbeformede lygter højere på skærmen i tråd med karosseri linjen på siden. Pininfarina leverede et 2 + 2 design i en elegant glat karosseristil, der var samme chassis med 2600 mm akselafstand som 250 GT Coupé og Cabriolet. Med et karosseri der kun var en brøkdel over 300 mm længere, 60 mm bredere og måske mest overraskende over 50 mm lavere og som kun øgede vægten med 80 kg, var en ret flot præstation! Karosseriet havde en rummelig kabine med tynde vindues søjler. Forsæderne skulle dog være rykket godt fremad for at give rimelig plads til bagerste pasagerere, således godkendtes dens 2 + 2-status snarere end at hævde at være en fuld firesædet bil, skønt bagsæderne var godt polstrede og pasagererne havde et centralt armlæn og endda et askebæger. Karosserierne blev monteret på et chassis med 2600 mm akselafstand, og de havde fabriksreferencenummer 508E, og hver blev nummereret i det ulige chassisnummer system, gadebil systemet, der bærer et ‘GT’ også. Karosseriet var konstrueret langs de samme linjer som for den foregående 250 GT Coupé, og den største forskel var placeringen af ​​motoren 200 mm længere frem i chassiset for at øge den disponible plads inden for akselafstanden. Den havde uafhængige forophæng, stiv bagaksel med bladfjedre og teleskopiske støddæmpere, som senere blev afstivet med spiralfjedre, fire skivebremser og venstre- og højrestyring var tilgængelig. Motoren var en 3-liters V12 med en enkelt overliggende knastaksel pr. cylinderrække, med fabrikstypehenvisninger 128F og derefter 128E / 63, med boring og slaglængde på 73 x 58,8 mm, samt tre dobbelt- Weber 36 DCL6 karburatorer, dobbelt tændspole og strømfordelere bagerst på motoren, hvilket gav en ydelse på 240 hk. Motoren trak gennem en fire-trins synchromesh gearkasse med elektronisk betjent overdrive. Gearkassen var forbundet med kardan til den stive bagaksel, med et valg af to udvekslinger. 330-Amerika-varianten var udstyret med en 4-liters V12-motor med fabrikstypehenvisning 209, hvor den faktiske volumen var 3967 cc, med en boring og slaglængde på 77 x 71 mm, hvilket gav en ydelse på 300 hk.