1962 Ferrari 250 GT Berlinetta Lusso

Prototypen 250 GT Berlinetta Lusso blev præsenteret på Paris Motor Show i 1962, og takket være Pininfarinas tidløse design var det en stor succes hos publikum. Berlinetta Lusso var en helt ny model mellem Ferrari’s mere åbenlyse racermodeller og luksustilbud på markedet: den var meget sporty med sin V12 med tre Weber-karburatorer, men samtidig havde den også den luksuriøse kørekomfort. Scaglietti byggede karosseri til alle undtagen et par af de producerede biler. 250 GT Berlinetta Lusso, debuterede ved Paris Salon i 1962, og var den endelige model i 250 GT serien som ren gadebil og produktionen kørte indtil sidst i 1964, hvor efter 350 biler var produceret. Den var en erstatning for 250 GT Coupé, hvor der også var lavet en ‘Lusso’ gadeversion af 250 GT ‘passo corto’ Berlinetta, men den havde ikke den samme plads i kabinen eller bagagerumsplads. Karosseri designet fra Pininfarina (produktionsbiler blev bygget af Scaglietti i Modena) vandt øjeblikkelig ros og havde et forende design med et bredt og lavt kølergitter ligesom hos 250 GT ‘SWB’ Berlinetta. Den havde en tre-delt kofanger med en vandret bjælke under kølergitteret og en lille lodret kofanger, lige under side-/blinklyset på forskærmene der også havde indbyggede runde lygter. Side linjen krummede hen over hjulene og faldt forsigtigt gennem dørene, til den bageste del af bagskærmen. Prototypen på chassis 3849GT, der blev vist på Paris Salon, havde en lille central lodret stang i kølergitteret, 250 GT 2 + 2 stil dørhåndtag, ingen lygter og separate cirkulære reflekser, bag- og blinklys i bagskærmen. Lygte designet fra denne model blev også brugt på den efterfølgende 275 GTB-serie af berlinettas. En forkromet kofanger blev monteret under det forsænkede bagpanel, der havde nummerplade lys på den nederste kant. Kabinen var designet med fem vinduer med meget tynde tagstolper, og den store buede bagskærm flød ubesværet sammen med bagagerumsklappen. Hele designet var en blanding af elegance og aggression lige fra kølergitter til bagenden. Karosserierne var konstrueret i stål med aluminiumspaneler (døre, motorhjelm osv.) de sad på et chassis med 2400 mm akselafstand med fabriksreferencenummer 539 / U. Alle var nummereret i det ulige chassisnummer system for gadebiler med et ‘GT’-føjet til. Chassiskonstruktionen var meget lig ​​de samtidige 250 GT ‘passo corto’ berlinettas: to store, ovale sektioner i længderetningen med tværstivere, men motoren var monteret længere fremme i rammen for at øge kabinen pladsen. Som de andre modeller var de tilgængelige med både højre- og venstrestyring. Tilsvarende var de mekaniske komponenter, såsom ophæng, bremser og styring, også lig den anden model. Motoren var en 3-liters V12 Colombo-designet ‘short block’ med en enkelt overliggende knastaksel, med fabrikstypereference 168 / U. Den havde udvendig tændrør og en volumen på 2953 cc med en boring og slaglængde på 73 x 58,8 mm. Benzin tilførelsen var med tre dobbelt-Weber 36 DCS-karburatorer, dobbelt tændspole og strømfordelere bagerst på motoren, den ydede 240 hk. Motoren trak gennem en 4-trins + bakgear fuld-synchromesh gearkasse, med kardan til den stive bagaksel, der var 2 forskellige udvekslinger tilgængeligt. Interiøret var læder betrukket med et par dybe skålsæder, bag hvilke der var en bagageplatform med læderremme. Instrumentlayoutet var usædvanligt, idet de to målere – speedometer og omdrejningstæller – sad i et par store cirkulære forsænkninger, i øverste centrum af instrumentbrættet og var vinklet mod køreren med de øvrige målere i et vandret panel direkte foran rattet. I 1963 blev et 250 GTO, chassis 4713GT, bygget med et aluminiums karosseri baseret på 250 GT Lusso-designet, omend med en GTO-stil forende og en tydelig hækspoiler. Fire 330 LM Berlinettas blev også bygget i et lignende design samme år. Battista Pininfarina byggede en speciel udgave til sig selv på chassis 4335GT. Dette havde egentlig kun subtile forskelle: de rektangulære håndtag, udeladelsen af ​​det lille trekants vindue i døren og kørelysene på forskærmen. I midten af ​​1963 havde den fået en modificeret forende, der mindede om 250 GTO, dog var det ellipse formede kølergitter dybere og bredere, ligesom på 400 SA-modellen. Forlygterne blev forsænket i forskærmene med plexiglasafdækninger og små, indbyggede vandrette, ovale side-/blinklys. Instrumentbrættet på denne bil var mere konventionelt med hovedinstrumenterne, speedometer og omdrejningstæller monteret direkte foran køreren, som det var på Paris Salon-prototypen. Et yderligere eksemplar, på chassis 4385GT, blev udstyret med specielle detaljer på anmodning af kunden, der oprindeligt havde ønsket en 250 GTO. Ændringerne omfattede en forende i GTO-stil med dækkede forlygter, samt en tuning med seks dobbelte karburatorer med indsugnings trompetter. Selvom 250 GT Lusso var designet og bygget som en højtydende gadebil, tog nogle ejere dem med på racerbanerne . Modellen kørte i Targa Florio i 1964 (kom ind som samlet 13) og 1965, og en anden opnåede det samme resultat i Tour de France samme år.

MotorLangsliggende V 12 60°, placeret i front
Boring / Slaglængde73 x 58,8 mm
Volumen pr. cyl.246,10 cc
Volumen2953,21 cc
Kompression9,2 : 1
Max. Kraft176 kW (240 hk) ved 7500 o/min
Kraft pr. L81 hk/l
Max. Moment
Ventil styringEnkelt overliggende knastaksel pr. cylinder række. 2 ventiler pr. cyl.
Brændstof styring3 stk. Weber 36 DCN karburatorer
Tænding1 tændrør pr. cyl. 2 Tændspoler
SmøringVåd sump
KoblingEnkelt pladet
RammeStål rør
Forhjuls ophængUafhængige wishbones, fjederben og hydrauliske støddæmpere
Baghjuls ophænglive aksel, radius arme, semi-eliptiske fjedre, hydrauliske støddæmpere
Bremser4 stk. skiver
Gearkasse4-trins + bakgear
StyringSnegl-snekke
Tank114 L
Fordæk185 x 15
Bagdæk185 x 15
Bil type2 sædet Berlinetta
Længde– mm
Bredde– mm
Højde– mm
Akselafstand2400 mm
Bredde mellem forhjul1395 mm
Bredde mellem baghjul1387 mm
Vægt1020 kg (tør)
Top hastighed240 km/t
0 – 100 km/t
0 – 400 m
0 – 1000 m