1964 Ferrari 275 GTB

De vigtigste nye detaljer i 275 GTB var gearkasse monteret på bagakslen og uafhængig ophæng på baghjulene. Bilen havde som standard letmetal fælge. Inklusive I- og II-serien blev omkring 450 biler bygget af Scaglietti. Nogle af disse, specifikt til race, bygget i aluminium med race-ophæng og seks Weber-karburatorer og er kendt som 275 GTB/C. 275 GTB Berlinetta afløste 250 GT Lusso på Paris-salon fra 1964 og markerede to vartegn i Ferrari’s historie om bilproduktion. Disse var: for første gang brugen af en kombineret gearkasse og differentiale enhed i en transakselkonstruktion og brugen af uafhængig bageste ophæng. Virksomheden havde allerede masser af erfaring med begge systemer i deres racerbiler, hvis teknologi blev filtreret ned til gademodellerne. 275 GTB var meget mere aggressiv i udseendet end sin forgænger, med en større kølergril med aluminiumsgitter, og dybt forsænkede forlygter under Plexiglasovertræk. Karosseriet havde kraftige kurver med linjer, der mindede om 250 GTO, med den lange snude og kabinen trukket bagud, en bagende med den runde kombination af bag-/blinklys på et let forsænket panel mage til dens forgænger. Karosseriet er designet af Pininfarina og konstrueret af Scaglietti, normalt i stål med aluminiums døre, motorhjelm og bagagerumsklap, selvom nogle eksempler havde fuld aluminiumskarosseri. Kabinen var et tre vinduesdesign med en stor buet forrude og en næsten flad bagrude afgrænset af sejlpaneler, der havde tredobbelte udluftningskanaler, der matchede det firedobbelte arrangement på forskærmene. Et år efter introduktionen fik modellen en ansigtsløftning, som igen blev vist for første gang på Paris-salon. Den mest bemærkelsesværdige ændring var ​​en ny længere slankere snude, med en flad motorhjelm, der erstattede den let hævede indsugnings kanal på den “korte snude” bil. Samtidig blev størrelsen på bagskærmen øget, og bagage rummets bagklapshængsler blev eksterne for at øge kapaciteten inden i. Modellerne benævnes generelt i dag som “kort snude” eller “lang snude” modeller. Karosserierne var monteret på et chassis med 2400 mm akselafstand, der havde fabriksreferencenumre 563, og derefter 563/66, alle blev nummereret i det ulige chassisnummer system. Konstruktionen var efter samme grundlinier som for de foregående modeller, men med en tilspidsende bagerste hovedrørsektion på grund af den reviderede transmission og bageste ophæng. Modellen var tilgængelig med både højre- eller venstrestyring. Standardhjulene var letmetal i to forskellige mønstre, et “starburst” design på tidlige biler og et simpelt elegant ti-hullers design på senere “lange snude” biler med mulighed for Borrani-egerhjul i hele produktionsperioden. Motoren var en V12 Colombo designet “short block” med forøget volumen og en enkelte overliggende knastaksel, med fabriksreference 213, volumen var 3286 cc, med en boring og slaglængde på 77 mm x 58,8 mm. Benzin tilførelsen var med enten tre dobbelt Weber 40 DCZ/6 eller 40 DFI/1 karburatorer, eller den valgfri seks Weber 40 DCN3, den havde dobbelt tændspole og strømfordelere monteret bagerst på motoren, den havde en ydelse på 280 hk. Produktionen af bilerne kørte fra 1964 til 1966 med chassisnumrene 06021 til 09085, inklusive racer modellerne.