1966 Ferrari 275 GTB4

Da den blev præsenteret på Paris Motor Show i 1966, var dette den første ‘produktions’-Ferrari, der havde en V12 med fire overliggende knastaksler, motoren kom direkte fra P2-prototypen. Med sine seks Weber 40 DCN-karburatorer havde den nye motor mere drejningsmoment ved mellemstore omdrejninger, selvom dens maksimale effekt blev nået ved 8.000 o/min. Nye amerikanske sikkerheds forskrifter betød, at denne model kun blev produceret i halvandet år, hvor ca. 280 blev bygget. 275 GTB4 berlinetta afløste 275 GTB, den største forskel var motoren med de fire overliggende knastaksler. Den blev først vist på Paris Salon i 1966 og forblev i produktion indtil marts 1968, i hvilket tidsrum 330 eksempler blev fremstillet i chassisnummerområdet 09007 til 11069. 275 GTB/4 var praktisk talt identisk med de “lange snuder” to knastaksel modeller, og uden at løfte motorhjelmen var der kun en lille forskel. Det var profilen på motorhjelmen, som på 275 GTB/4 havde en slank lav, central bule, der løb hele vejen gennem motor hjelmen. Dette må ikke forveksles med den brede flade hævede midter del af motorhjelmen set på de tidlige to knastakselbiler. Som med to knastakselbilerne blev det Pininfarina designede karosseri konstrueret af Scaglietti, normalt i stål med aluminiumsdøre, motorhjelm og bagageklap, selvom nogle få eksemplarer fik fulde aluminiumskarosseri. Karosserierne var monteret på et chassis med 2400 mm akselafstand, der havde fabriksreferencenumre 596, og alle var nummereret i det ulige chassisnummer system. Chassiset var praktisk taget identisk med det fra to knastakselbilen, idet det reviderede antal skyldtes mindre forskelle i drevlayoutet. Som sin forgænger var fire knastakselmodellerne tilgængelige med højre eller venstre styring. Standardhjulene var letmetal med et ti-hullers design, med mulighed for Borrani-egerhjul i hele produktionsperioden. Eksemplarer på europæiske markeder havde cirkulære baglygteenheder med det øverste felt i orange til blinklyset og indeholdt en central cirkulær refleks. Amerikanske biler på markedet havde en fuld rød baglygte med en central vandret rektangulær refleks. De grundlæggende dimensioner og layout af motoren var det samme som for to knastakselmodellerne i 275 GTB, men udstyret med nye topstykker, med to overliggende knastaksler, med fabriksreference 226, stadig med 3286cc volumen, med en boring og slaglængde på 77 mm x 58,8 mm med tændrørene placeret mellem knastakslerne. Den anden store forskel var ​​tør sumpsmøring. Den var udstyret med en serie af seks Weber 40 DCN9, 17 eller 18 karburatorer, med dobbelt tændspole og strømfordelere monteret bagerst på motoren, den ydede 300 hk. Motoren trak med en kardan i et drejningsmomentrør, til en femtrins gearkasse og transaksel, som var uafhængigt understøttet fra chassisrammen og derefter med drivaksler til de uafhængigt ophængte baghjul , der havde de samme spiralfjeder og wishbone ophæng, som på to knastaksel 275 GTB-modellen. Ingen konkurrenceversioner af denne model blev bygget, skønt et antal kunder brugte let modificerede gadebiler i forskellige typer begivenheder, hovedsageligt til deres egen nydelse snarere end direkte sejr.