1967 Ferrari 365 GT 2+2

365 GT 2 + 2 blev præsenteret på Paris Motor Show i 1967 og var efterfølger til 500 Superfast, den opretholdt traditionerne i 250 GTE og 330 GT 2 + 2. Med sine elegante, imponerende linjer var det den første Ferrari, der havde både servostyring og klimaanlæg som standard på det amerikanske marked, samt et rummeligt bagagerum og to ordentlige bagsæder. Den var en viderudvikling af 330 GT 2 + 2 og forblev i produktion i lidt over tre år indtil begyndelsen af ​​1971. Karosseriet var fra Pininfarina. Denne nye model lignede 365 California i fronten, skønt kvart kofangerne var kraftigere og havde indbyggede blinklys i fronten, hvilket var unikt for denne model. Kabinen var længere end hos forgængeren, 330 GT 2 + 2, med en længere og lavere hældning mod bagskærmen, der gled ind i et praktisk talt fladt bagagerum, og sluttede i en kantet bagende. Her havde bilen et par horisontale tredobbelte runde lygter monteret i en rektangulær krom-omkranset enhed, under hvilken der var en forkromet kofanger i fuld bredde. Et hydro-pneumatisk, selvudjævnende baghjulsophængs system blev udviklet sammen med Koni for at garantere fremragende vejgreb uanset belastning og vejforhold. Ca. 800 biler blev bygget mellem 1967 og 1971. Selvom 365 GT 2 + 2 havde den samme akselafstand som 330 GT 2 + 2, var den bredere, den var lav og elegant og så stor ud på grund af større udhæng foran og bagpå, hvilket forlængede bilen med mere end 130 mm . Oprindeligt var den udstyret med de samme 10-hullers letmetalsfælge, som var blevet brugt på Serie II 330 GT 2 + 2. Borrani-egerhjul var tilgængelige som en mulighed under hele produktionen. Plexiglasdækslerne over forlygterne blev fjernet, men lygtepositionen i skærmene forblev det samme. Karosseriet var monteret på et chassis med 2650 mm akselafstand, der havde fabriksreferencenummer 591, og alle var nummereret i det ulige chassisnummer system. Karosseriet blev konstrueret efter lignende linjer som den foregående model med ovale hovedrør med stort tværsnit, væsentlig krydsafstivning og undersamlinger svejst til hovedrammen for at understøtte karosseriet. En nyskabelse ved denne model var det selvnivellerende uafhængige bageste ophæng, der kunne opretholde en konstant frihøjde uanset belastning. Det var også den første store serieproduktion, af Ferrari, der har servo styring som standard, og var tilgængelig med enten venstre- eller højrestyring. Motoren var en 4,4 liter V12 med en enkelt knastaksel, med fabriksreference 245. Den havde en samlet volumen på 4390 cc og en boring og slaglængde på 81 x 71 mm, med udvendige tændrør, tre dobbelte Weber 40 DFI/5 karburatorer. En dobbelt tændspole og strømfordelere monteret bag på motoren, der ydede 320 hk. Motoren trak gennem en 5-trins, fuld-synchromesh gearkasse.