1967 Ferrari Dino 206 GT

For Ferrari blev det nødvendigt at øge salget og reducere produktions omkostningerne. Med prototypen af Dino 196 S, der allerede eksisterede internt, var der en fremragende mulighed for at designe en relativt lille volumen Ferrari, til gadebrug, som for første gang i Ferrari-historien kunne bygges på et samlebånd. Pininfarina kom med smukke, klassiske linjer, og Fiat’s V6 motor blev udviklet af Ferrari og konstrueret til tværgående center montering. Modellen mødte en vis modstand blandt purister til at begynde med, da den ikke blev betragtet som en ‘rigtig’ Ferrari, men opfattelsen ændrede sig hurtigt, da kunderne fik chancen for at se den tæt på og køre den. Den lille motor (i forhold til andre modeller i det daværende sortiment) blev valgt på grund af regler i formel 2-ensæde konkurrencen i 1967, hvilket krævede, at motorer i racerbiler skulle være produktionsbaserede og produceret i mængder af ikke færre end 500 enheder om året. På daværende tidspunkt kunne Ferrari ikke håbe på at bygge dette antal enheder, så for at give dem mulighed for at konkurrere blev der indgået et samarbejde med Fiat. Fiat skulle fremstille motorerne og bruge dem i en af deres topmodeller, dog med Dino-navnet på motoren og derudover levere motorer til Ferrari efter behov. Alle modeller, hvad enten det er Fiat eller Ferrari, ville bruge ‘Dino’ badge. Dino-navnet blev først brugt på Ferrari biler med v motorer i slutningen af halvtredserne, på formel 1 og sports-modeller. Det var navnet på Enzo Ferrari’s søn, der var død i 1956, og blev brugt til at mindes ham, da han havde arbejdet på et v-motor-projekt inden sin død. Navnet blev brugt på enhver model med v-motor i de tidlige tressere og derefter igen i 1965 på den 166P centermotor sports-model, der udviklede sig til 206 SP og 206 S sports-modeller. Dette var den første model der havde Dino-badge på snuden i stedet for et Ferrari badge. Emblemet var et vandret rektangel med hans stiliserede underskrift i blåt på en gul baggrund. Senere i 1965 på Paris Salon blev der vist en center-motor prototype på Pininfarina-standen, med navnet ‘Dino 206 GT Speciale’, som var en design undersøgelse for en gadebil, baseret på chassiset fra sports-model, med en center-rækkemotor. Den havde forlygter under et klart plexiglas-dæksel, men ellers var designet i det store hele det, der udvikle sig til produktions bilen. Prototypen bar tydeligt præg af indflydelse fra racermodellen og de større Ferrari 412P og 330 P4 racere. Dette var især tydeligt i designet af fronten, med de svulmende forskærme, hvis linjer fortsatte henover taget, og ned til det flade hale-parti. Efter denne første prototype kom en anden på Torino Show i 1966, stadig med en center monteret rækkemotor. Denne havde en elliptisk kølergril mellem forlygterne, der stadig var monteret i skærmene under plexiglas dæksler. Der var et højere tag i kabinen, en lignende bagskærm og haleparti som originalen, med kvart kofanger i hvert hjørne. Den viste udviklingen fra konceptbil til produktionsmodel. Da den næste prototype dukkede op i 1967, var karosseriet næsten i sit endelige design. Motorhjelm og bagagerumslåget var stadig ét panel, og dør håndtaget var taget fra den nyligt annoncerede 365 GT 2 + 2, modellen havde alufælge, mage til dem monteret på Fiat Dino. Den mest bemærkelsesværdige ændring var dog under motorhjelmen: motoren var nu en V6 der var drejet 90 grader og sad på tværs, med 5 trins gearkasse. Design, udvikling og fremstilling af transmission blev alsammen udført internt af Ferrari. Produktionen startede i 1968 og løb ind i 1969, hvor 2-liters motoren blev erstattet af en 2,4-liters motor, og med andre detalje ændringer blev Dino 246 GT født. I løbet af den ni måneders produktions periode blev der bygget omkring 150 eksemplarer af Dino 206 GT, som alle var venstrestyrede. Produktionsbilerne blev bygget på et chassis med 2280 mm akselafstand, konstrueret efter velkendte Ferrari-principper med langsgående hovedrør, med tværstivere og underrammer til understøttelse af forskellige komponenter og karosseriet, med fabrikstype-referencenummer 607. Et nyt lige chassisnummer system blev vedtaget under Dino-mærket for at skelne dem fra det ulige nummer system på de daværende Ferrari gadebiler. Alle hjul var med ventilerede skivebremser med bremseforstærker, uafhængige ophæng med wishbone, spiralfjeder og hydrauliske støddæmpere. Bilens design fik universel ros. Modellen betragtes stadig i vid udstrækning som en design klassiker. Lidt usædvanligt for tiden, hvor de fleste Ferrari-modeller blev bygget med stålkarosseri og aluminiumsdøre, havde Dino 206 GT et fuldt aluminiumskarosseri. Halepartiet havde et par cirkulære lygter på hver side, samme stil så man på 365 GTB4 ‘Daytona’, der blev præsenteret omkring samme tid. Tilsvarende havde de to biler et meget ens ovalt aluminium instrumentpanel, der havde runde instrumenter på sort baggrund. Motoren var en 65o-konfiguration med kædetrukne, dobbelt overliggende knastaksler, med en samlet volumen på 1987 cc, med en boring og slaglængde på 86 x 57 mm, og motoren havde fabriks henvisningen 135B. Cylinderblokken blev støbt i en Silumin-legering med støbejernsforinger, mens topstykkerne og forskellige andre støbte dele var af en lignende legering. Motoren blev monteret på tværs med fuld-synchromesh, 5-trins gearkasse. Den havde tre, dobbelte Weber 40 DCN F/1 karburatorer, motoren ydede 180 hk. Selvom Dino mærket blev promoveret som et separat mærke, var tilhørsforholdet til Ferrari ikke tabt, som salgsbrochuren hævdede: ‘Lille, genial, sikker… næsten en Ferrari’.

MotorTværliggende V 6 65°, placeret over baghjul
Boring / Slaglængde86 x 57 mm
Volumen pr. cyl.331,10 cc
Volumen1986,60 cc
Kompression9 : 1
Max. Kraft132 kW (180 hk) ved 8000 o/min
Kraft pr. L91 hk/l
Max. Moment
Ventil styring2 overliggende knastaksler pr. cylinder række. 2 ventiler pr. cyl.
Brændstof styring3 stk. Weber 40 DCN F/1 karburatorer
Tænding1 tændrør pr. cyl. 1 tændspole
SmøringVåd sump
KoblingEnkelt pladet
RammeStål rør
Forhjuls ophængUafhængige wishbones, fjederben og hydrauliske støddæmpere, anti-roll bar
Baghjuls ophængUafhængige wishbones, fjederben og hydrauliske støddæmpere, anti-roll bar
Bremser4 stk. skiver
Gearkasse5-trins + bakgear
StyringTand-stang
Tank65 L
Fordæk185 VR 14
Bagdæk185 VR 14
Bil type2 sædet Berlinetta
Længde4150 mm
Bredde1700 mm
Højde1115 mm
Akselafstand2280 mm
Bredde mellem forhjul1425 mm
Bredde mellem baghjul1400 mm
Vægt900 kg (tør)
Top hastighed235 km/t
0 – 100 km/t
0 – 400 m
0 – 1000 m27 sek.