1971 Ferrari 365 GTC4

365 GTC4 begyndte, hvor 365 GT 2 + 2 slap, og takket være omhyggelig interiørdesign lykkedes det Ferrari at få plads til to små bagsæder, samtidig med at de bevarede de mere kompakte dimensioner af to personers coupé karosseriet. V12-motoren var let droslet sammenlignet med 365 GTB4, og de maksimale omdrejninger sænket for at gøre den mindre hidsig, hvilket øgede dens drejningsmoment og gav den mere træk ved lave hastigheder. Men i ægte Ferrari-tradition kunne motoren let køres til over 7.000 o/min. Størstedelen af ​​produktionen blev solgt i USA. 365 GTC4-modellen blev afsløret på Genève-showet i 1971 og var faktisk en erstatning for to modeller i serien, 365 GTC, hvis produktion ophørte i 1970, og 365 GT 2 + 2, der blev droppet fra produktionen efter meddelelsen af den nye model. Den opfyldte førstnævnte rolle beundrings værdigt ved at være en mere konservativ og mindre aggressivt stylet coupé-fætter til 365 GTB4 berlinetta, men lykkedes kun delvist at opfylde rollen til sidstnævnte, da de bageste sæder var minimale, og reelt kun kunne bruges til meget små børn. De havde dog mulighed for at lægge ryglænet ned og dermed blive til en brugbar bagagehylde. Et usædvanligt træk ved interiøret var, at sædecentrene og dørbeklædningen blev polstret med stof, unikt for denne model, skønt den mere normale beklædning i fuldt læder forblev tilgængelig efter anmodning. Fra starten af produktionen var både europæiske og amerikanske udgaver tilgængelige, hvor sidstnævnte var udstyret med emissions kontroludstyr, der sænkede ydelsen, og var genkendelig med rektangulære blinklys på for- og bagskærme. Dette var den første nye 12-cylindrede Ferrari-model, der blev annonceret efter Fiat havde overtaget ​​produktionen af ​​gadebiler i 1969, og med et helt nyt karosseridesign havde den en relativt kort produktion indtil efteråret 1972, hvor 500 eksemplarer var blevet bygget. Det mekaniske layout blev dog overført til den efterfølgende 365 GT 2 + 2-model næsten uændret bortset fra et forlænget chassis. Karosseri designet var meget forskellig fra de modeller, den erstattede, væk var de yndefulde afrundede kurver og det elliptiske kølergitter, der blev erstattet af et meget mere vinklet kiledesign, der kom på mode på det tidspunkt. Den havde en meget lav næse med en sort gummi kofanger i fuld bredde, der omkransede det lave rektangulære kølergitter, den havde rektangulære kørelys og side/blinklys, der var indkapslet i yderkanten af gitteråbningen. Den havde dobbelt forlygter der kunne klappes op. Karosseriet blev designet, konstrueret og trimmet af Pininfarina og derefter sendt til Ferrari for montering af de mekaniske komponenter. Karosseriet blev konstrueret i stål med en aluminiums-motorhjelm og bagagerumsklap. Karosseriet blev monteret på et chassis med 2500 mm akselafstand, og dette var den første Ferrari-model, der brugte et nyt fabrikshenvisningssystem med præfikset “F”, dette var typehenvisning F101 AC 100, og alle blev nummereret i det ulige chassisnummer system. Konstruktionen var efter de samme grundlæggende linjer som de øvrige modeller i perioden med ovale hovedrør med stort tværsnit, tværstivere og underkonstruktioner til understøttelse af karosseriet og hjælpeanlæg. Modellen var tilgængelig med højre- eller venstre-styring med elektrisk servo styring som standard, ligesom elektriske vinduer og aircondition. Standard hjulene var fem takkede ”stjerne” mønster med en knock-off bolt på et Rudge nav, selvom USA udgaven og visse andre biler på markedet havde en stor central forkromet møtrik for at imødekomme den daværende lovgivning, Borrani eger hjul var tilgængelige som en mulighed. Motoren var meget lig motoren fra 365 GTB4 – med to overliggende knastaksler og en volumen på 4390cc, med en boring og slaglængde på 81 mm x 71 mm. Men i modsætning til den anden motor havde den ikke tør sumpsmøring, men blev i stedet monteret med et våd sumpsystem. Topstykkerne var også forskellige, da motoren var udstyret med sideindsugning i stedet for karburatorer på toppen af motoren, for at reducere motorhjelmhøjden. De nye topstykker havde indsugnings åbningerne mellem knastakslerne snarere end på indersiden af ​​motoren, som på 365 GTB4-enheden, hvilket gjorde det muligt for oliefiltre og emissionskontroludstyr at sidde imellem cylinder rækkerne. Ligesom med chassiset var motoren den første i en ny nummerings system med fabrikstypehenvisning F 101 AC 000. Den var udstyret med 2 x 3 dobbelt-Weber 38DC0E59/60 karburatorer, dem fra USA’s biler, bærer præfikset “A”. Den Europæiske udgave af bilen havde en enkelt tændspole og strømfordelere bagerst på motoren, mens den amerikanske udgave havde elektronisk tænding, begge udgaver ydede 320 hk.

MotorLangsliggende V 12 60°, placeret i front
Boring / Slaglængde81 x 71 mm
Volumen pr. cyl.365,86 cc
Volumen4390,35 cc
Kompression8,8 : 1
Max. Kraft250 kW (340 hk) ved 6200 o/min
Kraft pr. L77 hk/l
Max. Moment
Ventil styring2 overliggende knastaksler pr. cylinder række. 2 ventiler pr. cyl.
Brændstof styring6 stk. Weber 38 DCOE 59/60 karburatorer
Tænding1 tændrør pr. cyl. 2 Tændspoler
SmøringVåd sump
KoblingEnkelt pladet
RammeStål rør
Forhjuls ophængUafhængige wishbones, fjederben og hydrauliske støddæmpere, anti-roll bar
Baghjuls ophængUafhængige wishbones, fjederben og hydrauliske støddæmpere, anti-roll bar
Bremser4 stk. skiver
Gearkasse5-trins + bakgear
StyringServo
Tank100 L
Fordæk215/70 VR 15
Bagdæk215/70 VR 15
Bil type2 sædet Coupé
Længde4550 mm
Bredde1780 mm
Højde1270 mm
Akselafstand2500 mm
Bredde mellem forhjul1470 mm
Bredde mellem baghjul1470 mm
Vægt1450 kg (tør)
Top hastighed260 km/t
0 – 100 km/t
0 – 400 m
0 – 1000 m