1972 Ferrari Dino 246 GTS

Med et stabilt salg af Dino 246 GT, så Ferrari muligheden for at øge populariteten yderligere ved at introducere en åben version. 246 GTS debuterede på Genève Motor Show i 1972, og reaktionerne var meget positive. Designet bevarede de individuelle, attraktive linjer i 246 GT, med den ekstra fordel i form af en praktisk targa-top til friluftskørsel. På det tidspunkt, hvor Dino 206 GT gav plads til sin efterfølger 246 GT i 1969, lavede Enzo Ferrari en aftale med Gianni Agnelli fra Fiat om at overtage produktionen af gadebiler. På dette tidspunkt var Enzo Ferrari allerede over 70 år gammel, og bortset fra at sikre forretningens langsigtede fremtid, frigav det ham fra det daglige ansvar for produktionen, og gav ham mere tid til sin første kærlighed, racer afdelingen. Visuelt var 246 GT næsten identisk med 206 GT, som den afløste, bortset fra at brændstofpåfyldningen nu befandt sig under en klap på det venstre sejlpanel. I virkeligheden var der flere forskelle end man lige kunne se. Bortset fra motorvolumen der steg fra 2 liter til 2,4 liter blev motorblokmaterialet ændret fra aluminium til støbejern. Også akselafstanden, der var 2280 mm på 206 GT blev øget til 2340 mm på 246 GT, med en tilsvarende stigning i den samlede længde. En større diameter på de dobbelte udstødningsrør var endnu en detalje. I produktions perioden for 246 GT fra 1969 til 1974 skete der ingen større ændringer, skønt forskellige mindre genstande og detaljer ændrede sig, hvilket førte til de tre bil serier, der blev benævnt “L”, “M” og ” E”. En amerikansk markedsversion blev introduceret i slutningen af ​​1971, den kan identificeres ved hjælp af de lodrette blinklys i stedet for de forsænkede blinklys i fronten, og rektangulære blinklys i for- og bagskærme. 246 GTS-modellen med et sort aftageligt tagpanel blev introduceret i foråret 1972 på Genève-showet. Bortset fra det aftagelige tagpanel kunne det identificeres ved udeladelsen af de bagerste kvartvinduer, der blev erstattet af et almindeligt metalsejlpanel med tre rektangulære luftslidser i kabinen. Sent i produktionen blev der tilbudt bredere Campagnola-hjul af et andet design end standard Cromodora-hjulene, kombineret med bredere skærmkanter, det blev også muligt at få sæder som på “Daytona”, der havde andre, mere detaljerede syninger. Som nævnt blev bilerne bygget på et chassis med 2340 mm akselafstand, konstrueret langs de samme linjer som den foregående 206 GT. Det blev modificeret to gange i produktionsperioden og givet referencenumre fra fabrikstypen 607L, 607M og 607E. Motoren var igen en 65 graders V-6, med kædetrukne dobbelt overliggende knastaksler, med en samlet volumen på 2418cc, med en boring og slaglængde på 92,5 mm x 60 mm, der bærer fabrikshenvisning 135 CS. Cylinderblokken var støbejern, medens topstykkerne og forskellige andet støbegods var af en siluminlegering. Motoren var monteret på tværs i enhed med en fuld synchromesh-femtrins gearkasse, der var under og bagpå motorens våd sump. Den var udstyret med tre dobbelt-Weber 40 DCN F/7-karburatorer på serie “L” og “M” -biler, og 40 DCN F/13 på serie “E” -biler, motoren ydede 195 hk. Mellem 1969 og 1974 blev der i alt produceret 2487 Dino 246 GT-modeller, og 1274 246 GTS-eksemplarer mellem 1972 og 1974.