1954 Ferrari 118 LM

I sæson 1953 og 1954 viste Ferrari’s nye 4-cylindrede motor sig, at være en succes, hvilket overbeviste dens designer Aurelio Lampredi og Enzo Ferrari om at viderudvikle designet. Ligesom den lille “4’er”, var den nye 6-cylindrede motor inspireret af de meget konkurencedygtige Britiske motorer, man så I biler som Jaguar og Aston Martin. Den nemmeste måde at lave en “6’er” var at tilføje 2 cylindre til den 2 liters “4’er”, man brugte i 500 Mondial. Motoren blev døbt ‘306’ hvilket stod for 3 liter og 6 cylindre, denne nye motor kørte første gang, sidst i 1954. Alle eksperimenterne med den nye 3 liters motor, resulterede I to nye sportsvogns motorer; 3,7 liters Type 118 og 4,4 liters Type 121. Motorerne blev monteret i et chassis meget lig det fra 750 Monza. Karosseriet blev bygget af Scaglietti, og de nye biler blev officielt kendt som 376 S og 446 S, men navnene blev ændret til 118 LM og 121 LM. Der blev bygget 3 af hver model, men halvvejs gennem 1955 sæsonen, blev den ene 118 LM opgraderet til 121 LM specificationer. Det første vigtige race for de nye biler, var Buenos Aires 1000 km racet, hvor en enkelt 118 LM stillede op som fabriks team. Det lignede en debut sejr for den nye 6-cylindrede bil I dens første VM race, men den blev diskvalificeret fordi den kørte I pit gennem en forkert indgang. 2 lokale privat teams, sikrede en Ferrari 1-2 sejr, og redede dermed dagen for den Italienske fabrik. Næste løb var Mille Miglia, hvor en enkelt 118 LM og tre 121 LM’er stillede op mod stærk konkurrence fra Stirling Moss i sin Mercedes-Benz 300 SLR. Denne engelsk-tyske kombination tog en tidlig føring, men de kraftfulde Ferrari trak hurtigt ind på Moss og kørte til sidst forbi ham. Desværre var de hurtige omgangstider, for at indhente 300 SLR, for meget for dækkene og alle de store “6’ere” kørte galt. Moss’ anden-kører, journalist Dennis Jenkinson skrev I sin artikel, om racet, at de havde set stykker af gummi blive revet af Ferrari bilernes dæk. Den mindre kraftfulde 118 LM var ikke så hård ved dens dæk, og sikrede sig en tredje-plads bag den sejrende Moss; SLR’s flotteste sejr. Ferrari ankom til Le Mans 24 timers race som forsvarende mester, og var meget opsat på at hævne sig over tabet til sølv pilene. Scuderia’s intentioner blev tydeliggjort under test kørslen, hvor Eugenio Castellotti satte hurtigste omgangstid i sin 121 LM. Selve racet blev desværre overskygget af den værste ulykke i motorsportens historie, hvor en af SLR’erne kørte galt ind i tilskuerstanden, og dræbte 77 tilskuere og sårede endnu flere. Racet blev gennemført, og blev vundet af en Jaguar D-Type, mens 121 LM måtte udgå mens den lå på tredje pladsen. Ved slutningen af sæsonen manglede Ferrari kun 1 point for at sikre sig Verdensmesterskabet, men de mange point kom hovedsageligt fra private teams, der kørte de mere stabile 4 og 12 cylindrede biler. Alle 6-cylindrede fabriks biler blev solgt ved slutningen af sæsonen, og under ledelse af den nye tekniske direktør, Vittorio Jano, vendte Ferrari tilbage til V12 motorer i deres store racer biler. Der var uden tvivl et stort potentiale i de 6-cylindrede biler, men mangel på udvikling, og udskiftninger i teamet, gjorde livet kort for den eneste række-6 motor Ferrari har lavet.